Børns pligt til at modtage undervisning gør, at friskoler altid skal kunne levere samme undervisningsniveau på alle klassetrin, som barnet ville kunne modtage i folkeskolen. Det er et krav, der er med til at sikre, at alle børn, uanset hvor de går i skole, får den samme undervisning og dermed kan forlade folkeskolen med den samme viden og kunnen.

Det er et minimumskrav, at et barn, der går ud efter at have modtaget al sin undervisning i en friskole, skal kunne mindst det samme, som et barn, der har gået i en almindelig folkeskole. For mange friskoler er det dog vigtigt, at børnene kan mere end det. Ikke kun når det kommer til den undervisning, barnet har modtaget, men også at barnet har fået andre værdier og værktøjer med sig, som det kan gøre brug af senere hen.

Mange forældre ville næppe vælge en friskole, selvom disse har gode principper, som forældrene er enige i, med mindre forældrene samtidig vidste, at deres børn fik mere end bare undervisning. Friskoler er noget, der vælges både på grund af den rigtig gode undervisning, men samtidig for de principper, som den specifikke skole har.

Tanken om de principper og den undervisning har rødder, der går mere end 150 år tilbage i tid, og det er med god grund, at friskolerne stadig trives i dag. Forældrene er glade for det ekstra, deres barn får med på en friskole, det kan være det sociale, det religiøse eller det politiske, lige såvel som det kan være, at man som medlem af det tyske mindretal får en skolegang, der kan give adgang til uddannelser i både Danmark og Tyskland.

Det er skolerne og ikke forældrene, der vælger, hvem der kan blive optaget. Det er selvfølgelig et krav, at forældrene og eleven er enige i de tanker og principper, der er herskende på den konkrete skole, før det overhovedet er en mulighed.